Da museet begyndte at lytte

Det kan måske undre læseren, hvorfor undervisning i lyd og soundscapes er blevet en væsentlig del af undervisningsafdelingens arbejde på Vesthimmerlands Museum i Danmark. Historien er faktisk lidt af et eventyr.

Der var engang – ja, sådan begynder fortællingen bedst, når man kommer fra H.C. Andersens land – en underviser i skoletjenesten ved Vesthimmerlands Museum, der modtog en forespørgsel fra musikantropolog Eva Fock[1]: Kunne skoletjenesten se et undervisningspotentiale i Stenalderen hvor udgangspunkt var: lyd, instrumentbygning og arkæologi?

Muzeum Vesthimmerlands (Aars, Dania) z lotu ptaka

Vesthimmerlands Museum, Aars, Denmark

Projektet Lyden af Oldtiden[2] blev en introduktion til et forunderligt univers og satte en sand sneboldeffekt i gang. Pludselig kom lyd, lydoptagelser og arbejdet med lydens begrebsverden i centrum med arkæologisk viden i undervisningen. Samtidig blev det tydeligt, hvor fattigt vores sprog egentlig er, når vi skal beskrive lyd. Prøv for eksempel at sætte ord på lyden af et vådt bildæk mod asfalt. Eller hvordan regn lyder, når den falder på træer. Det er overraskende svært.

Gennem samarbejdet med lydforsker Ingeborg Okkels[3] blev nye metoder, lydsprog og værktøjer introduceret. Samtidig blev vi opmærksomme på forskning, der viste, at omkring 30 % af danske 6-årige havde et ordforråd svarende til en 3-årigs. Her blev forbindelsen tydelig: Arbejdet med lyd handler netop om at sætte ord på sanseoplevelser og styrke sproget gennem kulturarvsundervisning.

Erfaringerne viste hurtigt, at arbejdet med lyd var stærkt motiverende for udskolingselever. Derfor opstod det oplagte spørgsmål: Kunne metoderne også bruges med yngre børn?

Dermed blev Sound of Stories født – et small-scale Erasmus+ projekt med partnere fra Belgien, Danmark, Polen og Tjekkiet. Projektet arbejdede blandt andet med:

  • fordelene ved at bruge lyd i undervisningen
  • indsamling af soundscapes og opbygning af et lydbibliotek
  • lydhistorier og undervisningsforløb

En del af lydbiblioteket kom også til at omfatte rekonstruerede historiske lydlandskaber – Reconstructed Ancient Soundscapes (RAS). Her blev lyde og soundscapes indsamlet på open air-museer som Jernalderlandsbyen Hvolris, Stenaldercenter Ertebølle og Middelaldercentret.

Den første version af Sound of Stories skabte stor interesse især blandt pædagoger og lærere. Materialerne er blevet downloadet mange tusinde gange. Testforløbene skabte også en efterspørgsel efter kursus i brugen af lyd i undervisningen.

Dermed er vi nået frem til det næste kapitel i fortællingen: det netop igangsatte Sound of Stories 2.0.

Men hvorfor virker lyd så stærkt i undervisningen – og hvad sker der egentlig, når elever begynder at lytte aktivt til kulturarven? Det dykker vi ned i i næste del, så ” Stay tuned”, som er en brugt sætning i Sound of Stories 2.0.

Medieval centre on the Lolland island.

Middelaldercentret på Lolland. Photo Vesthimmerlands Museum, Danmark

Fodnoter

[1] Eva Fock: Musikantropolog www.earswideopen.dk

[2] Lyden af Oldtiden: www.lydenafoldtiden.dk (translated: The sound of the ancient)

[3] Ingeborg Okkels: www.lydvaerk.dk